torsdag den 21. juli 2011

Positive oplevelser af møgvejret

Først bliver man vækket lidt over 5 af en mobil, man har glemt at slukke, men til gengæld er sat op på fuld skrue.
- Det er så sjovt, når andre skal på arbejde tidligt, og bruger sin tid på at sørge for jeg er vågen og lider sammen med dem. Eller nej, der er vist noget der er blevet misforstået der!
Beskederne bliver ved med at rulle ind, men efter den første svarer jeg ikke længere, men surmuler bare over, at den mobilen bliver ved med at larme!
Jeg står op halvanden time tidligere end jeg havde regnet med, (var gået tidligt i seng, for at stå tidligt op, men ikke tidligt!)
Det blæser og halvregner. Det samme som igår aftes, hvor jeg ikke endte med at køre ud, pga vejret.
Det efterlader en masse ubrugt energi, så efter morgenmaden og en hurtig gennemløbning af Facebooks opdateringer, beslutter jeg mig for at trodse vejret!
Hjulene får noget luft, kæden får olie, ipoden opladet, og så skal det nye tøj afprøves!
Der er ikke så mange mennesker, når det blæser sådan. Jeg bliver ikke så opkogt, når regnen nedkøler ansigtet. Når jeg kører forbi skoven, får jeg ingen små biller og dyr på mig!
Til gengæld var mine ben oversmurte af mudder og vådt græs - hvordan, ved jeg ikke. Der var lidt mere modvind end ellers, så der blev trådt lidt hårdere og brugt lidt højere gear for at holde "tidsgrænsen" på en time, som jeg klarede med 5 min. tilbage!
Trods besværet, er det godt at vide, at jeg kan fortsætte med at cykle, når det bliver efterår... Hvilket nok bliver snart, sådan som vejret opfører sig!

Så venter jeg bare på, at Jeanette skal komme. Jeg tror ikke, at hun er videre lykkelig for vejrsituationen.
Jeg håber bare ikke, at vejret kommer til at påvirke fly/lufthavnene, da jeg om nogle få dage skal til Rusland.
Det var egentlig pudsigt, at jeg tilfældigvis hørte radio, da en af kanalerne reklamerede med deres hjemmeside, hvor man kunne skrive om sine oplevelser lige præcis omkring Rusland.
Måske overvejer jeg det, når jeg kommer hjem igen, hvis det stadig er muligt.

onsdag den 20. juli 2011

Cykling mm.

Min f'ørste blog:
Mens jeg ser Tour de France, skriver jeg med min bedsteveninde, Cecilie, som pludselig begynder at snakke om at man kunne skrive sin egen blok. Jeg var et stort spørgsmålstegn. Hvad skal jeg da skrive om?
Jamen det var da valgfrit, fortalte hun mig… og så fik jeg en masse forslag af hende.
"Hvad sker der?" tænkte jeg. Hvad snakker hun om? Hvorhenne?
Så sendte hun linket til her. Eftersom hun også introducerede mig for Borgen, som jeg fandt virkelig spændende, måtte jeg heller give det en chance. Noget kunne tyde på, hvad min personlighed kan lide.

For sådan er vores venskab. Selvom vi kun ser hinanden i ferierne så er vi de bedste veninder, som videregiver vores talemåder, interesser… og så det typiske for venner: hemmeligheder.
Det går også den anden vej: da hun var herover i Sommerferien, endte det altid med at jeg afbrød vores film, eller hvad vi nu lavede og slog over på tv2, for at se afslutningen på tour de france. Da hun tog hjem en uge senere, skrev hun til mig, at hun nu også var begyndt at se det. Så vi skriver over mobil, mens det er der.

Idag på 17. etape begyndte jeg også at skrive med Jeanette, veninde fra klassen. Normalt er vi sådan nogle der har samme smag i fodboldstjerne, vi er en smule forskellige i håndbold, men jeg fandt ud af, at hun hadede to af dem, jeg synes, der er de sejeste i cykling! Cavendish og A. Schleck. Begge to var nogen jeg heller ikke brød mig meget om i dagene op til TDF 2011, men det ændrede sig altså… Men så kan vi da diskutere lidt på den gode måde: resultatet er jo ligegyldig.

Jeg skal ind og se den sidste Harry Potter. Ikke det vildeste, men hvis hun leve med min uvidenhed så er jeg fast besluttet på at hun SKAL ind og se den. – så jeg får nok ikke cyklet selv i morgen.
Jeg er nemlig begyndt at cykle. Enten om morgenen, eller efter aftensmad, fordi det ikke er så varmt der, og så undgår jeg også den værste trafik.
Hver gang jeg er ude at køre, overvejer jeg at tage kameraet med, men jeg ender altid op med at sige, at det så skal det være en dag, hvor jeg kører for at tage billeder, og ikke for at cykle, for det kræver, at jeg stoppe op konstant.
Men jeg ser alligevel nogle sjove eller i hvert fald bemærkelsesværdige ting. De sidste 4 gange jeg har været ude at køre, er jeg cyklet forbi et dødt dyr.
  1. gang: pindsvin
  2. gang: Kat med åben mund og øjne
  3. gang: lille pipfugl der så meget trist ud, nærmest såret.
  4. gang: stor pipfugl som så meget fredfyldt ud.
Det kom egentlig ikke af, at jeg blev ”inspireret” af tour de france, men at jeg for en måned siden var sammen med en veninde, og vi snakkede kort om at hun hader at cykle, og da jeg kom hjem, havde jeg pludselig lyst til at cykle en tur. Jeg har flere gange haft lyst, når jeg kørte hjem fra byen.
Jeg hader at løbe. Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af det. Jeg kan ikke finde et ordentligt tempo, som ikke minder mig for meget om at gå - hvilket jeg godt kan lide - aner ikke, hvad jeg skal gøre med hænderne, da alle tricksene ikke virker. Jeg aner ikke, hvor højt knæ skal op, hvor meget man skal sparke bag ud, og hvor højt du skal hoppe. Værst af alt: jeg har ingen ide om hvordan min vejrtrækning skal være. For man skal tydeligvis vist ikke puste ud, hver gang man skifter fod. Nej, det er for besværligt!
Men det er lige før jeg synes det er sjovt at cykle. Af og til tog jeg endda omveje, når jeg kørte hjem fra skole, byen, venner osv., men de var aldrig lange nok.
Nu skulle jeg cykle indtil jeg selv følte, at jeg ikke gad mere.
Min forældre troede bestemt ikke på, at jeg bare skulle cykle. Mor spurgte, hvor jeg skulle hen, og far troede jeg skulle ud på drengesjov. Tror mit omdømme om at være doven er lidt overdrevet, eftersom ingen tror, at jeg faktisk kunne finde på at cykle!
Mor spurgte, hvor langt/længe jeg ville køre, og til det svarede jeg ”til jeg ikke gider mere.”
- Det endte så med at jeg cyklede fra Rønne til Snoebæk = 30 km.
Da jeg nåede der til, var jeg slet ikke træt, og jeg fattede ikke, at jeg kun havde brugt 1½ time, når jeg intet mål havde haft. Jeg havde været stolt, hvis jeg bare var kommet forbi lufthavnen (ca. 8 km.).
Jeg ringede op til far og sagde, at de nok ikke skulle vente med at spise, da jeg var taget af sted lidt sent. Han troede stadig ikke på, at jeg var i snoebæk. Selv da senere viste et billede at byskiltet, var han ikke overbevist. Mor ville have far til at hente mig. Men jeg var fast besluttet på at cykle tilbage. Hvad jeg ikke havde taget med i beregningen var at der nu var modvind, og lårene begyndte at mærke, at jeg ikke har nogen som helst form for træning. Så det tog mig 2½ time, at komme tilbage.
Men jeg var stadig stolt af, at jeg fik havde cyklet 60 km..
Jeg huskede at strække ud, da jeg kom hjem, men balderne var alligeve utroligt ømme, da jeg cyklede ned i byen med mine bøger. Så jeg stod op hele vejen.
Når jeg kører nu, kører jeg kun 10 km. ud for Rønne hvor der er en høj bakke. Der kæmper jeg mig lige op. Stopper op. Mærker, at der er meget mere energi i benene endnu til at fortsætte, men tanken om at skulle kæmpe sig op igen, når jeg skal tilbage, får mig til at vende op.
Det er en daglig tur, måske en lille en på 20 km., der tager mig en time, så lige nu fokuserer jeg mig på at blive hurtigere, så må længden/udholdenhed komme senere.
I går tabte jeg mit hårbånd MENS jeg var på vej ned af bakken. Så jeg skulle stoppe op, løbe tilbage, sætte det i, løbe hen til cyklen, og på den og så prøve at komme op i gear. Voldsomt belastende!

I dag var jeg i byen med mor, det har vi ikke været i lang tid, så det er klart, at vi brugte en masse penge. Mor synes ikke, at jeg kan være bekendt at gå i mine ”ødelagte” kawasaki sko mere, og jeg ville gerne have et par sandaler.
Jo tak: to par sko!
Vi var i Sporten. KÆMPE DYRE PRISER! Sammenlagt med udfaldet af besøget der og H&M fik jeg noget lidt varmere tøj, når jeg skal cykle, nu når vejret insisterer på at være så dårligt!

Håber andre også udnytter sommerferien til at slappe af på egen uforstålige må.